-
Fra 1720 kunne europæiske handelskompagnier således kun handle med en særligt privilegeret – og kontrolleret – gruppe af kinesiske købmænd, og handelen skulle fra 1760 foregå i en bestemt havn, Canton (Guangzhou).
-
I 1773 eksporterede de ca. 1000 kasser opium til Kina
-
Den kinesiske regering meddelte i 1793 den britiske ambassadør George Macartney, at Kina havde alt, hvad det behøvede, og at mærkværdige europæiske varer ikke havde nogen interesse
-
I 1832 var eksporten oppe på 23.570 kasser.
-
I 1839 forsøgte regeringen at slå til mod opiumshandelen
-
Det udløste en britisk krigserklæring i januar 1840. Det viste sig hurtigt, at briterne var totalt overlegne – også i Kinas indre. Med støtte fra fladbundede, kanonbestykkede dampskibe trængte briternes hær op ad Yangtze-Kiang lige til den store nord-sydgående kanal, ad hvilken korn fragtedes til Beijing. Det var et kvælertag på landets økonomi.
-
I 1842 måtte kejseren slutte en ydmygende fred, der indebar åbning af en række havne for europæisk handel. Hongkong blev afstået til briterne, og Kina måtte betale en stor krigsskadeserstatning.
-
Der var muslimske oprør i Nordvest- og Sydvestkina, men langt det mest omfattende oprør var det såkaldte "Taiping-oprør", der begyndte i 1850.
-
Befolkningstallet faldt skønsmæssigt fra ca. 412 millioner i 1850 til ca. 358 millioner i 1870.
-
En særlig ydmygelse var det, at det kinesiske toldvæsen blev stillet under international europæisk ledelse fra 1854. Dermed var kontrollen med udenrigshandelen i virkeligheden ude af den kinesiske regerings hænder.
-
Kinesernes fortsatte forsøg på at modarbejde europæernes handel – herunder deres ulovlige salg af opium - resulterede i en ny krig 1856-1860, som førtes af Storbritannien og Frankrig i fællesskab
-
I 1861 var den kun 5-årige Tongzhi blevet kejser. Formynderregeringen lededes af hans mor, Cixi, der havde været den forrige kejsers konkubine, dog i samarbejde med den "rigtige" enkekejserinde.
-
Taiping'erne havde udgangspunkt i det sydvestlige Kina, men trængte tværs igennem landet og erobrede den gamle hovedstad Nanjing. Det krævede en enorm militær indsats af lokale kinesiske kommandanter at nedkæmpe oprøret, og det skete kun med betydelig vestlig hjælp. Afslutningen kom, da Nanjing blev generobret i 1864.
-
Tongzhi døde allerede i 1875 og nåede ikke at sætte sit præg på styret. Som hans efterfølger fik Cixi udpeget den 4-årige Guangxu, barnebarn af en tidligere kejser. Derved kunne hun fastholde sin magt
-
Moderniseringspolitikken kom dog for sent og var for sporadisk til at kunne forhindre Kinas fortsatte nedtur. I 1884-85 forsøgte regeringen med militær magt at modsætte sig Frankrigs kolonisering af Vietnam, men led et sviende nederlag.
-
Den ultimative ydmygelse fulgte i 1894-95, da Kina blev besejret i en krig mod Japan. Kina måtte acceptere, at Korea kom under japansk herredømme og måtte afstå Taiwan til japanerne
-
Da Guangxu blev myndig og trådte i karakter som kejser, slog han i 1898 ind på en så radikal reformkurs, at det konservative embedsapparat forfærdedes. Cixi kunne derfor gennemføre et kup, hvor kejseren blev væltet og hans nærmeste rådgivere henrettet.
-
De imperialistiske stater sammen om en koordineret, international militæraktion og nedkæmpede bokserne. Den kinesiske regering blev gjort ansvarlig for opstanden og overgrebene og måtte i 1901 indgå en ydmygende aftale, der indebar en stor kinesisk erstatningsbetaling og henrettelse af de personer, der ansås for ansvarlige for opstanden.
-
Indrømmelserne kom for sent. De revolutionære havde vundet stadigt flere tilhængere – ikke mindst i officerskorpset. I 1911 kom det til en militær opstand, og efter hårde kampe kunne de revolutionære udråbe republikken ved årsskiftet 1911-1912. Sun Yat Sen blev udnævnt til præsident
-
Kommunistisk revolution i 1949